Halvvejs havevandring

Halvvejs havevandring

Sankt Hans nærmer sig. Dagene bliver kortere, og det hele går grassat og vokser som vanvittigt i haven. Især efter at der er kommet lidt regn. Nu burde jeg sætte farten ned, nyde og snuse det hele ind, for der er mindre at gøre nu end om foråret. Alligevel synes jeg altid, at jeg styrter rundt på denne tid af året. Lige inden sommerferien er der meget, der skal afsluttes, og der er fester og festivaler og bare gang i den. Og sådan er det også i år.

I denne uge har jeg stort set ikke nået at være i haven. Jeg har haft travlt med arbejde og været sammen med en masse dejlige mennesker. Så denne søndag er til at snuse og nyde, og jeg tager jer med på rundtur i haven mest i billeder.    

Køkkenhaven i juni

Kan I huske min ambition om at blive grøntsagsgartner? Jeg synes faktisk, at det går ret godt med den. Jeg kom sent i gang på grund af frostvejret, så jeg kan ikke prale med tidlige kartofler og den slags, me-en mit udendørs spisekammer begynder at producere.

Sådan ser køkkenhaven ud her i juni. Forrest er det rød grønkål, hvide tagetes og almindelig grønkål. Tagetes siges at kunne holde kålsommerfugle på afstand, fordi de ikke kan lide lugten.

Sådan ser køkkenhaven ud her i juni. Forrest er det rød grønkål, hvide tagetes og almindelig grønkål. Tagetes siges at kunne holde kålsommerfugle på afstand, fordi de ikke kan lide lugten.

Især salat, krydderurter og kål kan jeg høste af, og jeg NYDER det. Sneglene har det heldigvis skidt i år. Kombinationen af først det kolde og så det varme, tørre forår er ikke noget for dem, og når jeg går en aftenrunde, finder jeg højst et par stykker. 

Sådan en blandet salatskål smager fantastisk. Her er det bataviasalat, hovedsalat 'Marvel of four seasons', dild, rucola, rødbedeblade, ærteskud og rød grønkål.

Sådan en blandet salatskål smager fantastisk. Her er det bataviasalat, hovedsalat 'Marvel of four seasons', dild, rucola, rødbedeblade, ærteskud og rød grønkål.

Men det er ikke det hele, der er gået godt. Jordbærbedet har det sløjt, og flere af planterne er helt visnet væk. Jeg forstår ikke helt hvorfor, for jeg har vandet. Måske er det varmen, de ikke kan lide? Og så har jeg helt klart undervurderet, hvor store spidskål bliver. De strutter og trænger min dild og rucola aldeles op i en krog. Næste år vil jeg genoverveje, om de får lov at være med. Det kommer an på, hvor godt de smager.

Der er sket meget, siden jeg gik i gang med køkkenhaven i april, da jorden endelig var tøet op. Men jeg er langt fra færdig. Jeg skal lægge ukrudtsdug mellem højbedene og dække til med flis, og så skal den have en kant af små, espalierede æbletræer …

Der er sket meget, siden jeg gik i gang med køkkenhaven i april, da jorden endelig var tøet op. Men jeg er langt fra færdig. Jeg skal lægge ukrudtsdug mellem højbedene og dække til med flis, og så skal den have en kant af små, espalierede æbletræer mod nord, venstre side set herfra. Der skal også stå en bænk for enden af midtergangen, hvor jeg kan sidde og nyde. Men alt det må blive på den anden side af sommerferien.

Sommerblomster på vej

Jeg såede også sommerblomster (læs om det her). De blev plantet ud i den gamle køkkenhave sammen med forspirede georgineknolde, og de første blomster er sprunget ud. Om nogle uger står det hele i fuldt flor, og jeg kan næsten ikke vente.

Stolte kavalerer, solsikker, kornblomster, voksurt, georginer og ærteblomster snart i fuldt flor. Georginer har det med at kappes om de fjollede navne. Den her hedder 'Totally Tangerine'. 

Stolte kavalerer, solsikker, kornblomster, voksurt, georginer og ærteblomster snart i fuldt flor. Georginer har det med at kappes om de fjollede navne. Den her hedder 'Totally Tangerine'. 

Projekt hønsehus skrider frem

Det lange, kolde forår var også en streg i regningen for projekt hønsehus. Det kom sent i gang, for jorden var bundfrossen, og der var et stort gyngestativ, der skulle graves op, før vi kunne begynde.

Her er fundamentet til hønsegården. Der bliver lagt volierenet, som er mere fintmasket end hønsenet, i bunden, så ræven og andre ballademagere ikke kan grave sig ind. 

Her er fundamentet til hønsegården. Der bliver lagt volierenet, som er mere fintmasket end hønsenet, i bunden, så ræven og andre ballademagere ikke kan grave sig ind. 

Vi læser op på hønseracer i øjeblikket, og efter sommerferien skulle herligheden gerne være klar til sine nye indflyttere. Min datter er i fuld gang med, hvad de skal hedde.  

Pigernes gamle legehus bliver bygget om til hønsehus. Fint skal det være, så det får nyt tag 

Pigernes gamle legehus bliver bygget om til hønsehus. Fint skal det være, så det får nyt tag 

Og så var der basilikum

Det går over al forventning med mit basilikumgartneri. Det føles lidt som snyd at tage æren for det, for vejret har virkelig været med mig. Som I kunne læse, var jeg bevæbnet til tænderne med fiberdug og andet godt, og det hele ligger stadig i kælderen og har ikke været fremme. I går høstede jeg en ordentlig skålfuld til pesto, mens jeg smilede til op over begge ører. 

Her er mit basilikumgartneri. Bagest til venstre er det citronbasilikum. Den er blevet enorm og smager ret skønt. Bagest til højre er det en basilikum fra grønthandleren, som blev splittet ad og pottet om. Forrest til venstre med de små blade er det…

Her er mit basilikumgartneri. Bagest til venstre er det citronbasilikum. Den er blevet enorm og smager ret skønt. Bagest til højre er det en basilikum fra grønthandleren, som blev splittet ad og pottet om. Forrest til venstre med de små blade er det græsk basilikum. Den smager meget som almindelig basilikum og vokser hurtigt. Jeg har allerede høstet meget af den. Midt i er der den almindelige basilikum fra grønthandleren og til højre rød basilikum, som jeg selv har sået. Sorten hedder 'Dark opal'. Forrest til højre er det basilikum af sorten 'Emily', og midt i til højre kan man måske ane nogle rynkede blade, som hører til den, der hedder 'Mammut', som får kæmpeblade i teorien. I praksis er det den eneste, der ikke klarer sig så godt.

Når jeg sådan gør status, så går det faktisk ret godt med mine forskellige projekter, men der er meget i haven, der ser goldt og afsvedet ud, for det er kun køkkenhaven og mine krukker, der har fået vand. Det er der ikke meget grin ved, så det har jeg ikke fotograferet, men I får lige til sidst en gang ukrudt, så I kan se, at det ikke er lutter lykke her. Men når nu ukrudt er lig med mentalt overskud, så går det nok alligevel.

Når snerlen blomstrer, det er nu! Hverken skvalderkål eller snerler har problemer i tørken. Desværre. De trives overordentlig godt faktisk. Her i selskab med andre problembørn som padderokker og humle. Der er frodigt i hjørnet her, og der gemme…

Når snerlen blomstrer, det er nu! Hverken skvalderkål eller snerler har problemer i tørken. Desværre. De trives overordentlig godt faktisk. Her i selskab med andre problembørn som padderokker og humle. Der er frodigt i hjørnet her, og der gemmer sig sikkert mus, små frøer og andre ting, man gerne vil fange, når man er en kat.

Roser- havens dronning

Roser- havens dronning

Med min hammer, mit bor og mycelium

Med min hammer, mit bor og mycelium