Derfor skal du ikke suse ud efter et magnolietræ

Derfor skal du ikke suse ud efter et magnolietræ

Magnolierne blomstrer. I haven og på planteskolen synger de deres lokkesang med struttende blomster: “Køb mig, kom nu. Det bliver så fint”. Men her kommer et godt råd: rank ryggen og lad være. Nyd de smuksakker på planteskolen og hos naboen, og vend så ryggen til deres fristerier.

Indrømmet de er virkelig bedårende. Nu og næste uge med. Resten af året er der bare ikke så meget sjov med dem. Mange af dem bliver også virkelig store, så hvis du ikke har en park, men bare en ganske ordinær have, så er der altså mange andre små træer, som efter min mening har meget mere at byde på.

Ok, jeg må gå til bekendelse: Jeg har en lille magnolie i haven ...

Ok, jeg må gå til bekendelse: Jeg har en lille magnolie i haven ...

Når jeg planter et nyt træ - og det gør jeg så tit som muligt, for jeg kan vældig godt lide træer - så er der flere kriterier, der skal opfyldes end et par uger med blomster, for det er jo desværre ikke forår ret meget af året. Og hvis man tænker sig lidt om, kan man have træer, der viser sig frem næsten hele året. Blomster om foråret, blomster og frugter i sensommeren, efterårsfarver om - nå ja - efteråret og smuk bark om vinteren.

Her kommer fire træer, som er gode i en lille have, og et par boblere, som jeg har plantet for nylig, men som ikke rigtig gør sig på billeder endnu.

Bærmispel (Amelanchier)

De står på spring nu. Bladene er nærmest bronzefarvede, når de er ved at folde sig ud. Senere bliver de grønne, og om efteråret bliver de orangerøde. De er dækket af hvide, letduftende blomsterklaser her i maj, hvilket giver en fin kontrast til bronzebladene. De er ikke spor besværlige. Plant dem og vand en gang om ugen det første år - som alle nyplantede træer kan lide det. De bliver 4-5 meter høje, når de er færdige med at være i voksealderen. Jeg har desværre ikke selv et endnu, men jeg går og lurer på, hvor jeg kan få plads til et. 

Det her billede gør ikke helt træet ret, synes jeg, men du kan fornemme de bronzefarvede blade, og at det bugner med blomster.

Det her billede gør ikke helt træet ret, synes jeg, men du kan fornemme de bronzefarvede blade, og at det bugner med blomster.

Paradisæble (Malus)

For det første må man bare nyde navnet paradisæble. Var de mon sådan et Eva tog en bid af i paradisets have? I så fald må hun være blevet slemt skuffet, for de smager ikke godt rå. Men smukke er de, paradisæblerne, både her lidt senere i maj, hvor de står med hvide eller lyserøde blomster og i sensommeren, og både vi og fuglene kan nyde frugterne, som er røde, orange eller gule. Mange sorter får fine høstfarver som en ekstra bonus. Jeg har to slags i haven: et rødbladet ‘Freja’  (ligesom min datter), der får pink blomster, og et med dobbelte lyserøde blomster, som til min skuffelse ikke laver æbler, men som alligevel får lov at være her, selv om det ikke helt lever op til mine trækriterier. Andre gode slagser er Malus 'Hyslop' - hvis du vil bruge æblerne i køkkenet. Det sætter nemligstore gulrøde æbler eller Malus 'Braendkjaer', som har hvide blomster og små røde æbler.

Når 'Freja' blomstrer sådan her, så summer hele træet af glade insekter.

Når 'Freja' blomstrer sådan her, så summer hele træet af glade insekter.

Koreakornel (Cornus kousa)

Der er ikke så mange, der kender koreakornel, og det er faktisk en ret så stor fejl. De er efter min mening mindst lige så fine som magnolier, men de bliver ikke så store. Omkring 3-4 meter højst. De bliver til et elegant, flerstammet lille træ, som får hvide eller lyserøde blomster midt i juni. Jeg har en hvid ‘China girl’, og jeg ville ønske, at jeg også havde plads til en mørkrosa ‘Satomi’. Nogle år, hvor sommeren har været god, får min koreakornel nogle pudsige røde frugter, som nærmest ligner jordbær på en stilk. Man kan vist nok kan lave marmelade af dem - jeg har ikke prøvet. Bladene bliver helt lyserøde om efteråret.

Her er 'China Girl'. Blomsterknopperne dukker allerede op i maj, og så udvikler de sig langsomt. Lige under dem udfolder sig fire svøbblade, som vokser sig større og bliver hvide i juni. Så i virkeligheden er det ikke blomsterne, jeg falder i svime …

Her er 'China Girl'. Blomsterknopperne dukker allerede op i maj, og så udvikler de sig langsomt. Lige under dem udfolder sig fire svøbblade, som vokser sig større og bliver hvide i juni. Så i virkeligheden er det ikke blomsterne, jeg falder i svime over, men svøbbladene.

Japansk røn (Sorbus commixta ‘Dodong’)

Ned mod søen skal der vokse træer, som ikke har noget imod at have våde tæer. Jeg har plantet en japansk røn, som har det godt med at soppe lidt. Den står rank og vokser hurtigt på vej mod de omkring 6 meter, den kan præstere. Lige nu er knopperne på vej til at blive til skærmformede hvide blomster, som insekterne synes er virkeligt lækre. Senere kommer store røde bær, som fuglene spiser til vinter, og så det allerbedste: om efteråret bliver det knaldrødt.

Her står det og lyser et mørk hjørne op. Sammen med den efterårsgule birk og de grønne siv ligner det nærmest et trafiklys.

Her står det og lyser et mørk hjørne op. Sammen med den efterårsgule birk og de grønne siv ligner det nærmest et trafiklys.

Og i får også lige et par boblere, som ikke kom helt ind på listen - mest fordi jeg ikke har flotte billeder af dem. Hvad med en etagekornel (Cornus controversa 'Variegata', som på engelsk kaldes et ‘Wedding cake tree. Billedet her viser ret godt hvorfor. Jeg har netop plantet et i haven. Eller en Stewartia pseudocamelia, som får fine hvide blomster og flot meleret bark - se selv her. Sådan et plantede jeg sidste år.

Sådan planter du et træ

  • Grav et hul lidt større end træets rodklump.

  • Vand hullet godt, før træet placeres.

  • Bred rødderne lidt ud og fyld jord i.

  • Vand godt.

  • Træd forsigtigt jorden sammen omkring træet, så det står fast.

  • Vand cirka en gang om ugen.

Ok. Hvis du absolut må have en magnolie, så køb en stjernemagnolie. De bliver ikke så store og kan agere højde i et blomsterbed. Jeg har faktisk også en af dem. Også deres lokkesang fik mig.Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget som hel…

Ok. Hvis du absolut må have en magnolie, så køb en stjernemagnolie. De bliver ikke så store og kan agere højde i et blomsterbed. Jeg har faktisk også en af dem. Også deres lokkesang fik mig.

Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget som helst, kan du scrolle ned på siden og skrive dig på mailinglisten, så får du et plim i mailboksen, når der er nyt her på bloggen.

Du kan også følge med på Instagram, hvor der er billeder fra haven sådan cirka hver dag. Her hedder jeg @sorte.negle.

Ukrudt er lig med overskud

Ukrudt er lig med overskud

Basilikum - min nemesis

Basilikum - min nemesis