Frø 22 - Klassikerne og nye horisonter

Frø 22 - Klassikerne og nye horisonter

Nu er det ved at være nu, hvis du ikke har fået købt frø. Der er nemlig meget, som skal sås indendøre fra ca. 1. marts (læs her om forspiring), og det er heldigvis lige om lidt. Og sådan en weekend som denne, hvor det regner og stormer udenfor, er helt perfekt til at ose frø.

Der er ting, som det er helt umuligt at undvære, også i frøafdelingen. Så her tjekker jeg altid frøbeholdningen og sørger for at fylde op, hvis der er lavvande, eller frøene er blevet for gamle.

Men jeg har også en aftale med mig selv om at prøve mindst 10 nye sorter af det, jeg plejer at dyrke. Man kommer hurtigt til at gro fast i sine klassikere, men så går man jo glip af muligheden for at opdage noget nyt og endnu mere fantastisk.

Indrømmet, det er måske lidt nørdet, men jeg er selv meget interesseret i, hvilke sorter erfarne køkkenhavedyrkere er mest begejstrede for, for der er virkelig stor forskel. Så her får I nogle af mine favoritter og også lidt om, hvilke nye ting jeg prøver af.

‘Sungold’ - en yndlingstomat

Den fantastiske orange cherrytomat ’Sungold’ vil jeg ikke undvære. Den er nem i min have og smager sødt og godt. Frugterne har lidt tendens til at revne – særligt hvis det har regnet meget, men det er også den eneste kritik, jeg kan finde på, og det lever jeg fint med.

Jeg skal også prøve et par nye tomatsorter, og da jeg altid leder efter måder at udvide køkkenhaven, forsøger jeg mig med et par sorter, som kan trives i krukker. Jeg holder mig til mindre tomater, fordi jeg dyrker på friland, og jeg synes, at de modner bedst (læs evt. mere om at dyrke tomater her). De to udvalgte sorter er ’ Dix doigts des Naples’, en sugotomat af san marzanotypen, og ‘Amur Tiger’, fordi den både skulle smage godt og har de fineste grønne striber.

Og så har jeg selv taget frø af en god en, som min grønthandler solgte sidste år, ’Krebs Mandarina’ hed den. Jeg aner ikke, om det er af den slags, hvor man kan regne med, at frøene giver samme slags plante, men nu forsøger jeg.

Høst fra juni 2021. Det er ‘Sugarsnax’-gulerødder til venstre.

Gulerod ’Sugarsnax’ er en virkelig sød og slank gulerod, som også vokser relativt hurtigt. Det er klart min favorit, men i år bliver det vildt. Jeg tilføjer ’Cosmic Purple’ til frøbeholdning, selv om jeg er egentlig lidt konservativ, når det kommer til gulerødder.

Jeg synes, at de skal være orange, og rødbeder skal være røde. Men jeg lod mig alligevel lokke, fordi der i beskrivelsen stod, at den havde vundet en (indrømmet for mig helt ukendt) ’bedste-gulerod-pris’, og den var sød og sprød, og det synes jeg, at gulerødder skal være. Ydermere har jeg ladet mig fortælle, at gulerødder oprindeligt var hvide, og så virker det jo lidt fjollet at insistere på, at de skal være orange.

‘Gustavs’ er nummer to i række. Bagest er det ‘Freckles’. Billedet er fra november måned, hvor salat og koriander trives fint i minidrivhuset. Om sommeren er det for varmt til salat her.

Min yndlingssalat ’Gustavs’ er fantastisk til den klassiske mormorsalat, og så er jeg glad for den sprødere romainesalat ’Freckles’, som har smukt fregnede blade. I år prøver jeg bl.a. en ny ’butterhead’, altså mormorvariant. ’Fat lazy blonde’ – jeg mener, hvem kan modstå det helt politisk ukorrekte navn?

Jeg dyrker forårsløg af sorten ’White Lisbon’ hvert år. Smagen er mild, men planten er hårdfør og kan fint kan tåle lidt frost og derfor kan dyrkes i ydermånederne. Og så er den smuk, hvis man kigger godt efter. Jeg dyrker også spinat af sorten ’Medania’ på grund af dens hårdføre kvaliteter. Hvis man sår den i august, kan den godt overleve de fleste vintre, og så kan man høste tidlig spinat.

Her er det blå ærter af sorten ‘Blauschokker’ - se lige farven på de blomster.

Når køkkenhaven ikke er så stor, så er det godt at dyrke høje ærter, for så får man mere ud af pladsen. Min favorit er ’Alderman’ – en dejligt sød ært. Men den kræver, at man får lavet et fornuftigt stativ, som den kan klatre på. Jeg dyrker også tit blå ærter, fordi de er så kønne – både blomster og ærter. De er mere voksenagtige i smagen med en snert af bitterhed, som jeg godt kan lide.

Grønkål er smukke planter. Her ‘Scarlet’ forrest og bagved palmekål og almindelig grønkål.

 Jeg plejer at dyrke almindelig grønkål og så den røde variant ’Scarlet’ af æstetiske grunde. Men i år har jeg flere sorter af grønkål på listen. Grønkål er fantastisk at dyrke, for det fylder ikke så meget i bedet, og du kan høste over laaang tid, når det passer dig, og ikke når det passer planten som med så meget andet. De nye sorter, jeg vil prøve, er ’Red Russian’ og ’Spigarello Lischia’.

’Red Russian’ er mere glat i bladene, og jeg forestiller mig, at den ”kradser” lidt mindre i halsen, end den almindeligt krøllede grønkål kan finde på. Og så har den smukke rosa-lilla bladribber og stilke. Det er en arvesort fra Sibirien, hvilket også er sejt. Den må være hårdfør.

’Spigarello Lischia’ er en italiensk sort, som også kaldes vinterbroccoli. Bladene ligner en blanding mellem palmekål og forvoksede mælkebøtter, men smagen skulle være mild. Den kan sås både forår og efterår.

Jeg har virkelig prøvet at dyrke mange forskellige sorter af basilikum, for jeg elsker det. Citronbasilikum er i venstre side i midten.

Og til sidst et godt trick. Jeg elsker basilikum, men det kan være svært at producere store mængder i køligere danske somre (læs eventuelt om at dyrke basilikum her). Derfor dyrker jeg også citronbasilikum, for den er bare mindre sart. Planten bliver stor og frodig, og bladene dufter virkelig godt. Man kan sagtens lave pesto af den, men det smager selvfølgelig anderledes end den klassiske genovese basilikum, som jeg også dyrker – men jo altså med mere blandet succes.

Jeg håber, at du er blevet inspireret til at prøve noget nyt. Tip mig gerne om dine yndlingssorter i køkkenhaven. Det kan du gøre på altidsortenegle@gmail.com eller Instagram, hvor jeg er @sorte.negle. Du kan også læse om, hvilke helt nye afgrøder, jeg skal dyrke her.

Endelig kan du skrive dig på mailinglisten, hvis du vil have et plim, når der er nyt på bloggen. Scroll ned i bunden af siden, så finder du det.

Forspiring af chili på to måder

Forspiring af chili på to måder

Frø 22 - Årets eksperimenter

Frø 22 - Årets eksperimenter