Frø 22 - Årets eksperimenter

Der skal eksperimenteres i køkkenhaven hvert år. Det dikterer mine frødogmer, og man har kun den sjov, man selv laver. Så jeg skal afprøve en håndfuld nye sager hvert år. Som i helt nye sager, jeg aldrig har dyrket før. Det gælder ikke med bare en ny farve tomat eller en endnu længere squash.

Men fire til fem nye afgrøder er begrænsningen, for mere bliver hurtigt uoverskueligt, og jeg får ikke passet det ordentligt.

Sidste år var årets nyheder bananskalotteløg, almindelige løg og ’purple sprouting broccoli’ – som vel svarer til det som nogle smarte folk har fundet på at kalde aspargesbroccoli – bare i lilla. Løgene blev fabelagtige – en smuk og sprød fornøjelse. Det andet venter jeg stadig på, for de blev sået i sensommeren og skulle gerne lave lilla miniaturebroccolier til mig i foråret.

Se, hvor fint den står i køkkenhaven her i januar, min ‘Purple Sprouting Broccoli’. Jeg er meget spændt på, hvad den kommer til at give. Planten er enorm og tager godt nok også en del plads. Noget jeg ellers er nærig med, men knap så meget her om vinteren

Og hvad så med i år? Efter en del betænkningstid og mønstring af al min selvdisciplin har jeg udpeget følgende nye køkkenhaveprojekter:

Klatrende bønner

Jeg har dyrket masser af buskbønner, men jeg har ikke for alvor kastet mig ud i de klatrende bønner, fordi jeg synes, de fylder meget. Men nu har jeg fundet på, at jeg kan prøve at dyrke dem hen over midtergangen i køkkenhaven. Så skal jeg bare have flikket et snedigt stativ sammen, de kan klatre på. Det kunne blive ret flot, hvis det virker. Jeg er en elendig handyman, men jeg må se, om jeg ikke med lidt hjælp kan flikke noget sammen.

Bønneuniverset er lige så vidunderligt og dragende som chili, tomat og salatverdenen, og efter megen kløen mig i håret har jeg valgt, at jeg skal gro borlottobønner af sorten ’Lingua di Fuoca’, som vist nok betyder ildtunger. Det må være de smukke marmorerede mønstre, der gør det.

En anden bonus ved dem er, at de kan spises både friske og tørrede. Så gør det ikke noget, hvis man ikke når at høste det hele til tiden. Det kan nemlig godt være en udfordring, når der pludselig er en travl periode.

Cikoriesalater.

En tidligere kollega sagde engang til mig, at jeg måtte være en gammel mand i en (dengang) ung kvindes krop. Det kom sig af, at vi skulle bestille drinks, og jeg valgte – efter hendes mening – det absolut sureste og bitreste og værste på menuen. Og det er i hvert fald rigtigt, at jeg elsker bitre ting.

Ok - lidt snyd, for det er ikke cikoriesalater, men af gode grunde har jeg ingen billeder af dem endnu, og de her salater er da pæne.

Så det er oplagt at kaste sig ud i cikoriesalater. Også fordi de egner sig godt – ja faktisk bedst, har jeg læst – til at dyrkes i de kolde måneder. Og dem har vi jo mange af.

Der er den mest almindelige røde radicchio, som de fleste nok kender fra supermarkedet, men der findes utroligt mange andre smukke varianter. Her måtte min selvkontrol virkelig stå sin prøve, og den viste sig at være helt ubrugelig. I hvert fald kom jeg til at købe fire slags. Heldigvis fylder de jo ikke så meget, og jeg må nøjes med at så få af hver.

De fristende varianter var ’Rossa di Verona a palla’, for jeg måtte jo have en klassisk rød radicchio; ’Grumolo Rosso’, som simpelthen bare var så pæn – ensfarvede dybt magenta rosetter; ’Pain de Sucre’, hvor jeg blev draget af navnet – lidt francofil er man vel inderst inde; og endelig ’Pancalieri’, som har sprøde, fligede blade og smukke blå blomster, hvis man lader det komme så vidt. Det kunne jeg godt finde på.

Græskar.

Her var jeg virkelig i tvivl. Græskar fylder meget, og jeg er usikker på, om vi vil få spist dem, men nu prøver jeg. Måske kan vi lære noget, og hvis man ikke prøver, finder man aldrig ud af det. Måske kan jeg lade dem ranke sig op ad et stativ eller hen over stien i køkkenhaven? (helt sikkert irriterende i længden, men måske også flot?).

Jeg har mest erfaring med græskar fra halloween, og de her har jeg altså ikke dyrket selv. Nu må vi se, om det er noget for mig.

Der er virkelig mange sorter at vælge imellem, og jeg fortryder allerede lidt mit valg, men nu bliver det sådan. Jeg gik med ’Uchiki Kuri’, også kendt som ’Red Kuri’, fordi de egner sig til at gemme, så det gør ikke noget, hvis vi ikke er hurtige til at få dem spist; de kan bruges til suppe, som nok især er det, jeg har fantasi til at gøre med græskar; og så fordi jeg har lagt mærke til, at min yndlings-køkkenhave-Youtuber dyrker dem. Så må der være noget ved dem.

Kålrabi

Jeg kan godt lide rodfrugter, men har ikke rigtig erfaring med hverken at spise eller dyrke kålrabi. Men jeg kan læse mig til, at de på mange måder kan bruges som kartofler og andre rodfrugter, og at de ovenikøbet kan spises rå. De er også pæne at se på, synes jeg, og hvem ved, måske bliver de the new shit. Det skal i hvert fald prøves, og jeg har to slags i frøkassen, så jeg kan sammenligne smag og konsistens. En smørgul variant, der hedder ‘Petrowski’, og så en mere klassisk hvid og rødlilla model, ‘Ronde witte Roodkop’.

 - - -

Jo, der er nok at kaste sig ud i, heldigvis. Og de mange boblere, der ikke kom på den endelige liste, kan så komme på listen til næste år. Og mens jeg utålmodigt venter på, at broccolien i have begynder at ’sproute’ sine sprøde, lilla skud, så kan jeg forberede næste indlæg, som handler om de helt uundværlige frø, som man aldrig må mangle.

Hvis du vil følge med i broccoliskud og andet godt fra haven, så kan du følge mig på Instagram. Her er jeg @sorte.negle. Og du kan skrive dig på mailinglisten, hvis du ikke vil gå glip af, hvilke uundværlige frø jeg har på listen. Scroll ned i bunden, så finder du hvor. God frøshopping.