Forspiring af chili på to måder

Forspiring af chili på to måder

Chili skal sås relativt tidligt på året, for det tager lidt tid for dem at udvikle sig til planter med chilier på, som jo er det, vi gerne vil have.

Har du vækstlyst, kan du starte ret tidligt. Jeg eksperimenterer lidt med, hvor tidligt det kan lade sig gøre, så i år sår jeg flere hold for at se, om jeg vinder noget ved at være ekstra tidligt på den.

Chiliplanter, der stadig tages ind og ud hver morgen og aften på grund af kolde nætter, selv om kalenderen siger maj.

Udfordringen er, at chiliplanter kræver noget varme for at trives, så de skal blive inde, indtil temperaturen er konstant over 10 grader eller deromkring. Sidste år var maj dog kold, så der skulle vi langt hen i maj, før de kunne plantes ud i køkkenhaven og i krukker.

Så man kan risikere at få pladsmangel, og det risikerer jeg helt sikkert i år, for jeg er gået chili-agurk.

Jeg forsøgte mig med første hold 16. januar. De er nu i starten af marts 5 cm høje.

Andet hold startede jeg 19. februar, og mærkeligt nok har de spiret meget ujævnt, på trods af at jeg har båret mig ad på helt samme måde.

Her først i marts har jeg kastet mig ud i tredje hold.

Hold januar

Traditionel forspiring

Chilier kan godt være lidt nogle divaer. De er generelt sværere at få til at spire end så meget andet, synes jeg. Nogle sorter er også bare længere om at spire, og det kan udfordre ens tålmodighed. Særligt de stærkeste varianter. Her kan der gå tre-fire uger, før der sker noget.

De første to hold er sået på hel traditionel vis. Vi kan kalde dem Hold Januar og Hold Februar. Jeg bruger såjord, som gøres fugtig, men ikke sjaskvåd. Såjord er meget fin i teksturen og indeholder næsten ingen gødning, fordi for stærk ”kost” kan hindre frøene i at spire.

Chili sået 16. januar

Jeg sår to chilifrø i en lille potte (5 cm i diameter) eller et frø i hver plug, hvis de er små, som på billedet ovenfor, og dækker med et tyndt lag såjord. Potterne holdes fugtige, men ikke for våde og stilles lunt - hos mig er det i en vindueskarm over en radiator. Efter ca. 14 dage begynder de første spirer forhåbentlig at dukke frem. Når spiren har fået et sæt rigtige blade (de første to spæde blade er kimblade), så potter jeg om i potte med krukkemuld, som indeholder lidt mere gødning.

Du kan læse mere om forspiring her .

Og nu har jeg prøvet med et tredje og sidste hold – Hold Marts - og har taget en ny metode for at se, om jeg ville få flere planter på den måde. Jeg synes, at der var et for stort spild for Hold Januar og Februar – måske fordi nogle af frøene har et par år på bagen.

Forspiring i fugtig køkkenrulle

Køkkenrullen lægges på et bord og gøres fugtig med en forstøver. Ligesom jorden skal det ikke være sjaskvådt. På køkkenrullen lægges de frø, du ønsker at forspire.

Fold den anden del af køkkenrulle henover frøene og mærk, hvilken sort det er. Jeg forsøgte mig med etiketter på køkkenrullen – vel vidende at de ville blive noget udtværede på grund af fugten. Jeg satsede på, at jeg godt kunne læse skriften alligevel, og det viste sig heldigvis at være rigtigt.

Køkkenrulle puttes forsigtigt i genlukkelige poser og lægges et lunt sted. Jeg har en vindueskarm over et varmeapparat. Det fungerer.

Dér får de ellers lov at ligge og lumre. Jeg kiggede til dem en gang eller to undervejs, for at se om der var brug for et pift vand ned i posen, men de holdt fint på fugten.

Allerede efter en uge nipsede jeg forsigtigt en frøpakke ud af posen. Og ganske rigtigt, se nu om ikke frøene var begyndt at spire. Nogle frø kan nemt tages af køkkenrullen, andre klipper jeg forsigtigt frø og spire med det stykke køkkenrulle, som det er vokset ind i, for ikke at skade den spirende rod. Det spirende frø plantes i en lille potte med fugtig krukkemuld. Køkkenrullen formulder bare i potten.

Her kan man se forskellen på chili sået hhv. i januar, februar og marts. Jeg er spændt på, om forskellen udligner sig over de kommende måneder.

Efter ganske få dage dukker kimbladene op. Og vupti, så har jeg lige sparet et par uger, og en højere procentdel af frøene bliver til planter. Smart! Sådan vil jeg helt klart gøre med chili fremover, og jeg skal helt klart prøve metoden af på andre frø. Hvis du vil læse mere om, hvilke sorter af chili, jeg særligt godt kan lide, så læs med her.

Du kan følge med i chiliplanter og andet godt fra haven på Instagram. Her hedder jeg @sorte.negle. Du kan også skrive dig på listen til at modtage et plim i indbakken, når der er nyt på bloggen. Scroll ned i bunden af siden, så finder du det. Eller du kan sende en mail til altidsortenegle@gmail.com - så skal jeg nok svare, så hurtigt jeg kan. God forspiring.

Hvad skete der lige for 2022?

Hvad skete der lige for 2022?

Frø 22 - Klassikerne og nye horisonter

Frø 22 - Klassikerne og nye horisonter