Nematoder, antropoder og kemi i kufferten

Nematoder, antropoder og kemi i kufferten

Så er jeg på vej på sommerferie, og sommerferie er læsetid. Jeg elsker at læse, men når det kommer til havebøger har jeg det lidt svært. Og det er vist ikke dem, det er galt med. Det er mig. Langt de fleste havebøger er fyldt med et ubærligt overskud. En landbohave på 3000 m2, som holder en lykkelig familie selvforsynet. En rosenentusiast har over tusind forskellige roser i sin have, og i juni er det en duftende oase. Masser af drivhusdrømme, hundredevis af krukker, lige linjer, ingen ukrudt mellem fliserne, designdetaljer. Hvem er de mennesker?

Jalousi. En lille smule bitterhed. Mindreværd og præstationsangst. Det er den slags følelser, der brydes i mig, når jeg læser de mange havebøger med glittede billeder af overskud og overflod. Hvordan kan jeg andet, når jeg ikke har et drivhus, et solur, en parterrehave, et arbejdsbord i haven, krukker importeret fra Italien, en pindsvinefamilie, skulpturer, enorme staudebede, springvand, store træer? 

Så af den grund, og måske også fordi jeg bare gerne vil forstå, hvordan tingene virker, er jeg gået i den mere nørdede retning og har fundet bøger, som jeg tænker, at de færreste af jer måske gider læse. Det skal I ikke tænke på. Jeg ordner det for jer. Ja, jeg læser mig denne sommer igennem bøger næsten uden billeder, som handler om kemi, nematoder, orme, kompost, og ja ja også lidt om planter, så jeg er klar med friske indlæg om den slags på den anden side af ferien.

Der er fire bøger som er røget i kufferten og her får I en lille teaser, så I kan gå og glæde jer, mens I holder ferie, holder kontoret varmt eller vander jeres tørre haver. 

Bog nummer 1: Naturlig Gødning i Haven

Gødning er måske ikke den mest sexede 'conversation starter', men haven har altså brug for mere end kærlighed og kildevand, og det handler denne her bog om, for som jeg tidligere har skrevet om, er god jord nøglen til en god have. Og det her med hvad jord er, og hvad god jord er, det er herligt komplekse sager, som man kan bruge lang tid på at studere. Denne bog handler om, hvordan man arbejder med jorden i sin have og en hel del om kemi. 

Bog nummer 2: Planting in a Post-Wild World

Det her er nok den mest flashy på min sommerferieliste, med billeder og alt muligt. Det handler om, hvordan man designer en bæredygtig have, og her er det ikke køkkenhaven, vi taler om. Det handler om 'plant communities', og hvordan vi kan indrette vores haver, så de bliver både robuste, biologisk diverse og smukke økosystemer. Med den tørre sommer, vi har, virker bogen ekstra aktuel, for jeg vander kun køkkenhaven og en håndfuld af de mest skattede krukker, så det ser sløjt og svedent ud de fleste steder derude. 

Bog nummer 3: The Ever Curious Gardener

Lee Reich tager læseren på en rundtur i en lang række haveemner lige fra planteformering, blomsternes duft, beskæring, vanding og plantelatin. Det gør han med et glimt i øjet, men han leverer også videnskabelige forklaringer på alt muligt mellem himmel og jord, og også lidt om det nedenunder. 

Bog nummer 4: Teaming with Microbes

Den her tager prisen som årets indtil videre mest nørdede havebog for mit vedkommende. Den handler om alt det liv, der er i jorden - lige fra bakterier, svampe, alger, nematoder, antropoder, orme og meget mere. Alt det lever og hænger sammen i det, bogens forfattere kalder 'the soil food web'. Det skal jeg læse om, og bogens forfattere lover, at jeg fremover vil tænke helt anderledes om det at stikke fingrene i jorden. Ikke nødvendigvis på den gode måde, men jeg tør godt. 

Og så går bloggen ellers på sommerferie, men der er stadig fut i Instagram, så følg med dér i mellemtiden. Du kan finde link til min profil @sorte.negle nederst på siden her.

Rigtig god sommer. I får lige et par billeder mere fra haven - det er ærlig talt lidt tosset at rejse på ferie lige nu, men også dejligt.

 En af de skønne georginer. Jeg har omhyggeligt kigget billederne igennem af dem, jeg købte, og ingen af dem ligner denne her, men det gør ikke noget, for jeg synes den er fin med sin ubestemmelige farve. 

 Morgenfruer er nogle meget produktive damer, som blomstrer og blomstrer og blomstrer - især hvis man nipper de afblomstrede hoveder af. Den her lyse slags er særlig fin, synes jeg, og den hedder 'Snow Princess'.

 I køkkenhaven dufter forskellige ærteblomster. Den tofarvede dufter mest og hedder 'Matucana'. I venstre side ses georginen 'Totally Tangerine'.

I køkkenhaven dufter forskellige ærteblomster. Den tofarvede dufter mest og hedder 'Matucana'. I venstre side ses georginen 'Totally Tangerine'.

 Tidselkugler (Echinops) og virginsk ærenpris (Veronicastrum) er et fint makkerpar. Farven er næsten den samme, men de har stærke former, der er helt forskellig, så det bliver ikke kedeligt. Og så kan de klare tørken. De har ikke fået vand en eneste gang. 

Stram have og stramme bukser

Stram have og stramme bukser

Roser- havens dronning

Roser- havens dronning