Stram have og stramme bukser

Stram have og stramme bukser

Det er nu, efter sommerferien, at jeg synes, jeg bliver et år ældre. Ikke når jeg egentlig har fødselsdag. Efter uger uden vækkeur, lange morgenmadsseancer, bare tæer, badeture, læsning i liggestole, god mad og masser af tid til alt muligt kigger jeg nu frem mod efterår, vinter, travlhed, mørke. Jeg kan se det hele for mig, selv om jeg godt ved, at det varer lidt, før det for alvor strammer til. Bortset fra det med travlheden. Og bukserne, de strammer også.

Og haven efter ferien kan faktisk også godt være uoverskuelig. Efter at have været væk fra den i mere end tre uger, kan jeg godt fornemme, hvordan naturen stille og roligt ville tage over, hvis ingen klippede, lugede og holdt det hele lidt i ørerne. Rosenhækken blomstrer igen, nu som snerlehæk (egentlig pænt, hvis man ikke vidste, at de ville kværke alting, hvis man ikke kom efter dem). Der gror godt med græs og andet halløj mellem fliserne på terrassen (hvorfor kan det gro der, når græsplænen nu er helt gul?). Tomaterne er blevet til en værre gang kluddermor, fordi de har været alene hjemme (jeg skal helt klart binde dem bedre op næste år). Og jeg kunne blive ved.

 Det er ikke lige til at se, at det her virvar er en rosenhæk, men den er god nok. Snerlerne er smukke, men nogle dominerende typer, som man ikke skal lade drøne rundt, som de vil. Til gengæld er de helt umulige at grave op. Deres rødder er sprøde og stikker meget dybt, så jeg nyder deres blomster lidt, og så befrier jeg roserne.

Det er ikke lige til at se, at det her virvar er en rosenhæk, men den er god nok. Snerlerne er smukke, men nogle dominerende typer, som man ikke skal lade drøne rundt, som de vil. Til gengæld er de helt umulige at grave op. Deres rødder er sprøde og stikker meget dybt, så jeg nyder deres blomster lidt, og så befrier jeg roserne.

Faktisk overgiver jeg mig tit til havens frodighed efter sommerferien og gør kun det mest nødvendige. Der er jo alligevel ikke så længe til vinter, tænker jeg, sukker og får lidt ondt af mig selv. Så dør det hele jo alligevel og livet leves indenfor. Men det er jo noget vrøvl. Der er masser, vi kan få ud af vores haver i de næste måneder. Der er jo egentlig lige så meget havetid efter sommerferien som før. Faktisk mere. I år skal det ikke være sådan. 

Efteråret er faktisk den bedste plantetid til stauder og træer (hvis det ellers nogensinde begynder at regne), der er masser af grønt, vi kan så i køkkenhaver og højbede, og vi kan lægge blomsterløg og gå og glæde os til at se dem kigge frem efter vinter - for bare at nævne noget. Det skal vi kigge på de næste måneder. Så derfor tager jeg i denne weekend fat på eftersommersæsonen med en ordentlig gang post-ferie-opstramning. 

 Jeg må desværre smide mange af havens buksbomkugler ud. Det er dem, der er plantet inden for de sidste par år, der har givet op. Rødderne stikker endnu ikke dybt nok til at kunne finde vand. De ældre eksemplarer har heldigvis klaret skærene.

Jeg må desværre smide mange af havens buksbomkugler ud. Det er dem, der er plantet inden for de sidste par år, der har givet op. Rødderne stikker endnu ikke dybt nok til at kunne finde vand. De ældre eksemplarer har heldigvis klaret skærene.

Jeg starter med en oprydning. Væk med alt det visne. Hver gang jeg går forbi og ser mine døde buksbomkugler, stiklinger, indtørrede krukker, og hvad der ellers har opgivet ævred i denne tørre sommer, bliver jeg trist. Nu skal det ud, så der kan blive plads til noget andet. Vejrudsigten lover regn, så måske kan jeg endda snart plante nyt. Og så klipper jeg buksbomhækkene. Det skal gøres her i august, så de kan nå at afmodne, inden det bliver frostvejr. Og der er ikke noget, som en stramt klippet hæk, der kan give illusionen af, at her er der orden i sagerne.

 Tre slags æbler. De røde er skovfogedæbler. De andre kender jeg ikke navnet på. De gule er gode at spise nu. De grønne med røde kinder bliver først modne lidt senere, men træet tynder selv ud i frugterne, nu hvor jeg ikke har gjort det den tjeneste. De er gode til æblejuice.

Tre slags æbler. De røde er skovfogedæbler. De andre kender jeg ikke navnet på. De gule er gode at spise nu. De grønne med røde kinder bliver først modne lidt senere, men træet tynder selv ud i frugterne, nu hvor jeg ikke har gjort det den tjeneste. De er gode til æblejuice.

Der er masser af æbler i år, og sommeræblerne er gode nu. De har åbenbart ikke noget imod varme og tørke, og det rasler ned fra træerne. Jeg har nu samlet sammen og producerer saft og grød til den store guldmedalje. Og dem, der er mest stødt, ryger ind under buskene til fuglene eller på komposten.  

Krukker under æbletræet.jpg

Krukkerne har stået i skygge under træerne i ferien i stedet for deres vante plads på terrassen, så det var nemt for vores flinke feriehjælpere at passe dem. Nu flytter de tilbage på terrasserne. De visne er smidt ud. Næste weekend suser jeg til planteskolen efter lidt friske blomster til krukkerne. Mon ikke, der kan blive en blog ud af det?

Og så kigger jeg mig omkring her søndag eftermiddag. Neglene er sorte, og jeg har rifter på benene. Det begynder at ligne noget. I køkkenhaven gror alt muligt godt stadig. Figentræet BUGNER med figner, der står æblejuice i køkkenet, georginerne, kavalererne og morgenfruerne hilser nådigt. Bukserne skal nok komme til at passe igen, når hverdagen får alvor har sat sine spor. Der venter mig garanteret masser af gode oplevelser de næste måneder. Og varm kakao, sweatre, bål. Og jeg kommer igen til at sætte pris på min dyne. Det kan godt være, at jeg føler mig et år ældre, men jeg gør det på en taknemmelig måde.

IMG-0901 kopi.jpg
Divaer i forhaven og de forbeholdne på terrassen

Divaer i forhaven og de forbeholdne på terrassen

Nematoder, antropoder og kemi i kufferten

Nematoder, antropoder og kemi i kufferten