En hyldest til de blomstrende græsplæner

I det tidlige forår bragte DR en artikel om græsplæner. Noget om folk, der efterstræbte perfekte græsplæner, og hvad de dog ikke gjorde for at få det.

Hver sin smag, men jeg fik lyst til at skrive et indlæg om en anden tilgang til græsplæne. En tilgang som vi efter min mening bør hylde. En tilgang, jeg har dyrket i masser af år med stor succes. Det handler nemlig om at få alt muligt andet til at gro i græsplænen sammen med græsset.

Her har jeg sat hvid Anemone blanda sammen med et par narcisser ‘Minnow’ og lilla lærkespore

Græsplænen hos mig kæmper virkelig om pladsen med andre projekter. Der er en løbende venskabelig snak herhjemme om, hvor meget græsplæne, der skal være i haven, og jeg var svært tilfreds, da jeg sidste år lavede en bid græsplæne om til blomstereng. I år har jeg indtaget en bid mere i forhaven, som alligevel er blevet raseret af fjernvarmenindlægning. Mere om det en anden gang.

Men hvad har græsplæner gjort? Ingenting. Jeg kan godt lide græsplæner. De er dejlige at gå på med bare tæer. Man kan spille bold på dem. De er praktiske, hvis man skal holde havefester (det væsentligste argument for at beholde græs herhjemme). De dufter godt, når de er nyklippede, men det der måske især gør mange glade, er, at de er ordentlige. Vi ved, hvad vi skal gøre ved dem. Og en stramt passet græsplæne signalerer orden i penalhuset og styr på tingene.

Et kig på græsplænen 1. april. Til venstre er blomsterengen godt på vej. Her har jeg fjernet græstørven, og her vokser der (i princippet) ikke græs. Midt for den forpjuskede post-vinter-græsplæne, som har blomstret med sit første flor og venter på det næste. Til højre køkkenhaven.

Den perfekte græsplæne er krævende. Den skal gødes. Den skal måske kalkes. Den skal klippes mindst en gang om ugen. Den skal vandes. Kanterne skal stikkes. Og så skal den endda luges (som om der ikke var nok steder at luge), eller endnu værre sprøjtes med pesticider, som slår alt det vigtige, men knapt synlige liv tæt ved og i jorden ihjel. Græsplænen skal gødes, men gødning er energikrævende at fremstille, og meget af det risikerer at blive vasket ud i vandløb og den slags.

Jo, sådan en rigtig velplejet græsplæne er lidt en diva. Den skal nurses, og mælkebøtterne skal væk, og det skal bellis, og hvad der ellers kan finde på at slå sig ned i græsset, også. Det må være et evigt mas at ville have sådan en.  Sådan en har jeg ikke brug for. Jeg vil hellere have liv og glade dage i græsset og bruge tiden i haven andre steder.

Her får græsset lov til at leve en lidt mere afslappet tilværelse, hvor det møder andre mere eller mindre skumle typer (jeg mener dig, Ranunculus repens), som det kan hænge ud og sameksistere med. Som i videoklippet her - erantis og dorothealiljer. Det bliver skam til en slags græsplæne senere på året.

Jeg elsker min spraglede græsplæne. Den har forskellige højtider og udtryk i løbet af året. Først kommer vintergækker, erantis og dorothealiljer, som selv har fundet vej ud i græsplænen. De er meget velkomne. Derefter dukker krokus op, som jeg har lagt i grupper hist og pist. Det plejer at være i dem, at jeg møder årets første brumbasser.

Krokus og spredte erantis i det tidlige forår.

Her først i april står vorterod for det næste flor med sine glade solgule blomster. Vorterod har jeg det blandet med. Den trives vældig godt her i min fugtige jord. Lidt for godt, skulle jeg mene. Også dér, hvor jeg ikke så gerne vil have den. Men den er et kort bekendtskab, og den visner snart ned igen, så græs og andre sager kan komme til.

Ifølge Naturhistorisk Museum troede man i øvrigt i gamle dage, at bladene kunne kurere lidelser i bl.a. hjertet, fordi de var hjerteformede, og man mente, at Gud havde formet bladene som tegn på, hvad de kunne bruges til. Men – for at citere Naturhistorisk Museum: ”Det har Gud helt sikkert ikke”, for de indeholder store mængder af glykosidet anemonol, som man skal holde sig fra. Det er giftigt.

Fine små violer dukker op hist og pist i græsplænen.

Og så er der knaldblå skilla, lilla lærkesporer og de blålilla martsvioler. Det føles som en særlig luksus, når man opdager en flok violer et nyt sted i græsset. De gør nemlig lidt, som der passer dem. Eller måske snarere som myrerne vil. Myrer spiser violfrø, fordi de er pakket ind i en lækker olieholdig substans, og så afleverer myrerne dem igen et nyt sted, når de har været igennem fordøjelsessystemet. Det har frøene åbenbart ikke noget imod. Ja, nogle frø har endda brug for den slags behandling for at kunne spire. Naturen har fundet på mange af den slags fikse samarbejder.

Engkarse trives på fugtige jorde og er værtsplante for forskellige sommerfuglelarver, som fx dagsommerfuglen Aurora og Grønåret Kålsommerfugl. Vilde bier og humlebier finder også nektar i blomsterne.

Næste flor er engkarse, og det er altså det bedste, selv om det her i haven svinger noget fra år til år, hvor overdådigt det bliver. De yndigste sart lyslilla blomster skyder frem fra en roset af grønlilla, fligede blade. Engkarse er årsagen til, at græsset får lov at blive rigtig langhåret her i haven om foråret, og at vi kører i zigzag med klipperen det første stykke tid, så engkarsen liiige kan nå at smide nogle frø, forhåbentlig.

Bellis - også kendt som tusindfryd. Hvordan kan man have noget mod en blomst med sådan et navn?

Og så følger mælkebøtter og bellis, lyseblå ærenpris, tvetand, og den ufatteligt trælse lav ranunkel (Ranunculus repens), som sætter udløbere og dybe pælerødder. Dén vil jeg ikke have i bedene (men det har jeg), men i plænen laver den fine gule smørblomster en gang i maj-juni måned, og det må den godt.  

Senere på året ligner græsplænen skam nogenlunde en græsplæne, som er helt god nok til mig. Den skarpe læser vil bemærke, at det er et ældre billede. Fra før der kom høns i haven og derfor hegn om køkkenhaven. Men det er fordi, jeg ikke sådan går rundt og fotograferer græsplæner …

Efter sommerferien begynder min græsplæne nogenlunde at ligne en mere ensartet græsplæne, især hvis man ikke kigger alt for godt efter. Og sikke mange fine små oplevelser, den har givet mig inden da.

Så herfra skal lyde et hurra for alle de blomstrende græsplæner. De er godt for alt muligt. Og der er så mange andre sjove ting, man kan bruge tid på i sin have.

Hvis du vil se mere om, hvad jeg ellers bruger tiden i haven på, så følg med på Instagram. Her er jeg @sorte.negle. Du kan også skrive dig op til at få en mail, når der er nyt på bloggen. Du finder det nederst på siden her.