På med fytterne - nu skal det handle om luftplanter

November er sådan en måned, hvor der ikke er meget fornuftigt at gøre i haven andet end at rydde op. Og det er ikke specielt sjovt. Så gummistøvlerner er erstattet af indefutter, som jeg efter at have lavet research til dagens indlæg har omdøbt til indefytter.

For ud over permanent monterede sutsko, så er der en anden ting, der sker helt af sig selv, når haven er i dvale, og det er, at jeg bliver mere optaget af planterne indendørs. Jeg driver amaryllis og hyacinter. Jeg beundrer blomsterne på novemberkaktus (som du kan læse mere om her), og så nyder jeg mine luftplanter.

To luftplanter - også kendt som Tillandsia ionantha er flyttet ind hos hængende mexicansk stenurt (Sedum morgianum), som også går under det meget bedre ‘æselhale’.

Hvis du ikke rigtig er til jord indendøre, så kan du nemlig kaste dig over luftplanter. Du kan også bare gøre det, fordi de er nogle sjove små knallerter, og man kan bruge dem på andre måder end planter, der kræver jord til rødderne.

Slægten hedder Tillandsia efter den svenskfødte Dr Elias Tillandz og hører til Bromeliad-familien, hvis du går op i den slags (samme familie som ananas hvilket man godt lidt kan se).

For et par år siden var de meget moderne, og man så dem over det hele, gerne fikst monteret på et stykke drivtømmer eller spærret inde i et hængebur af tråd. Nu er det som om, at de er blevet glemt lidt. Men hjemme hos mig er de stadig hippe.

Tillandsia juncifolia hænger normalt i et vindue, men er afmonteret i dagens anledning for ikke at blive fotograferet i novembergråt modlys.

Måske har flere prøvet lykken med dem for så at slå dem ihjel. Ikke med vilje naturligvis. Men jeg har set dem markedsført flere steder, som planter, der ikke har brug for vand, fordi de henter deres vand fra luften. Og det er også rigtigt nok på en måde – i hvert fald det sidste – men de har nu brug for mere vand end, hvad de kan suge ud af luften i vores tørre indeklimaer.

Der findes rigtig mange forskellige Tillandsia. Nogle har lange krøllede blade. Nogle har korte, tykke blade. Nogle er grålige, sådan fuzzyt behårede. De kan være rødlige, mørkegrønne, græsagtige. Ja, det kan se ud på mange måder, og det har typisk noget at gøre med, hvor de kommer fra.

Tillandsia baileyi er der virkelig flot svung på.

Nogle er fra ørkenen og ret tørketålende. Andre vokser i tropiske regnskove og kan ikke tåle ret meget sol, men vil til gengæld gerne have mere vand. De første er typisk grålige i bladene, mens skovtyperne er mørkegrønne.

De kan også blive rødlige i bladene – typisk når de skal til at blomstre. For luftplanter kan skam også blomstre - det sker bare ikke ret tit herhjemme, kan jeg godt afsløre.

Tillandsia caput medusae, eller Medusas hoved om du vil på dansk (jep, hende med slangehåret), og man forstår hvorfor. Jeg har en lille model, som ikke er vokset ret meget i den tid, jeg har haft den. Den grålige farve afslører, at den kan tåle at tørre mere ud end de grønne varianter. Dog har jeg erfaret, at den nemmere rådner, og derfor er også blevet slanket lidt efter en vanding, hvor jeg ikke fik den tørret helt og måtte pille de yderste (rådne) blade af.

Sådan virker luftplanter

Luftplanter vokser mestendels i Mexico og Sydamerika. De er epifytter eller lithofytter, hvilket hverken er en slikpose eller noget, man tager på fødderne, selv om man måske kunne tro det.

Næ, det er planter, der hægter sig fast på enten træer (eller kaktusser i mangel af bedre i ørkenen) eller klipper. De henter som nævnt vand fra luften og har derfor udviklet forskellige strategier for at overleve.

Deres blade er dækket af små hårlignende tingester, såkaldte ’trikomer’ (frit oversat fra engelsk ’tricomes’), som giver planten mulighed for at suge vand og næring fra bladets overflade og derefter ’forsejle’ bladet, så vandet bliver i planten.

Tillandsia xerographica er den luftplante, jeg har haft længst. Og navnet giver måske et clue om hvorfor, hvis du er flydende på græsk. Xero- betyder nemlig tør på græsk, så det er altså én fidus, der kan tåle at blive negligeret lidt. Derfor er den også nem at passe. Min bor i mit østvendte vindue, og jeg vander den hver anden uge. Og der sker ikke noget ved at springe en uge over, kan jeg godt afsløre, andet end at bladene krøller sig lidt mere sammen.

En anden snedig biokemisk strategi er, at de laver CAM fotosyntese, dvs. bladenes spalteåbninger holdes kun åbne om natten, hvor de lagrer CO2. Om dagen lukkes bladene for at reducere fordampning, men fotosyntesen sker alligevel ved hjælp af den CO2, der blev optaget om natten. Smart. Du kan læse de mere tekniske detaljer her, hvis du vil.

Det kræver meget energi og er ikke lige så effektivt som ’almindelig’ fotosyntese. Derfor vokser luftplanter også ganske langsomt.

Sådan vander du luftplanter – og tørrer dem igen

Det eneste ved luftplanter, der kan være lidt tricky at få hoved og hale på, er, hvordan du vander dem. Der er forskellige råd på nettet – lige fra de skal ikke have vand, til de skal bades i vasken natten over.

Her er min erfaring: For det første er det helt sikkert en myte, at de ikke skal have vand. De dør, hvis du tror, at de bare skal have vand fra luften.

For det andet så er det ikke nok at spraye dem med en forstøver et par gange om ugen, selv om man føler sig meget fiks, når man gør det (eller måske er det bare mig?). Det er simpelthen ikke nok i længden.

Tillandsia usneoides kaldes også for spansk mos. Den har små tynde blade og tørrer hurtigere ud end de fleste andre, så jeg vander den mindst hver weekend - til gengæld lader jeg den ikke ligge så længe i vandet.

Det, der virker bedst for mig, er at smide dem i bad i en skål lunkent vand hver weekend. Og så går det nok, hvis man glemmer det en gang imellem (gisp jo, det er sket), eller man tager på ferie uden at instruere sin plantepasser i den slags (jep også sket).

Når du skal afgøre, hvor tit og hvor længe, du bader dem, så kig på dem en gang. De grålige og mest lådne luftplanter kommer typisk fra tørre områder. De mere glatte, grønne varianter kommer fra skygge og fugtige skove, hvor der ikke mangler vand.

Og hvad de er lige så vigtigt som at vande dem regelmæssigt, er at lægge dem til tørre. Luftplanterne skal tørre helt relativt hurtigt, dvs. i løbet af 3-4 timer, ellers kan de rådne. Ryst vandet af dem, når du tager dem op af skålen. Vend dem på hovedet på et stykke køkkenrulle, fordi de fleste har en rosetlignende base, hvor vandet kan samle sig.

Så efter en halv times bad fisker jeg alle de grålige luftplanter op og lægger dem til tørre, fordi de netop er tilpasset mere tørre levesteder. Og så lader jeg de grønne luftplanter ligge i vandet en times tid endnu.

Hvis det nu lige passer, at det regner udenfor, og det ikke er alt for koldt, så kan jeg også finde på at smide dem ud i regnen et par timer i stedet.

Tillandsia bulbosa – den mindste og den fineste, synes jeg, især på grund af den smukke rødrandede roset. Den skal med, fordi den er min favorit, men også fordi det giver mulighed for at flashe endnu et vidunderligt ord. Den hører nemlig til en af de planter, der har et særligt samarbejde med myrer. Det gør den til en myrmecofyt (’myrmeco’ betyder myre på græsk, ’phyte’ betyder plante.)

(Hvilket fik mig til at spekulere på, om sismofytter (altså bolsjerne) betyder noget sjovt på græsk, men så vidt jeg kan finde ud af er ’sismo’ spansk for ’jordskælv’, så der er nok ikke noget at komme efter dér.

Så for nu at sige det som det er, så er luftplanter mindst lige så besværlige som andre indendørs planter. Men jeg kan godt lide dem alligevel og værre er det heller ikke, når man først lige har rutinen.

Så kast dig ud i at lege med …fytter af forskellige slags, hvis du ligesom mig bliver smådesperat i november.

Du kan også læse dig igennem de øvrige artikler på bloggen - fx om at starte en køkkenhave, om at rydde op i sine frø (en god idé at gøre om vinteren) eller om hvorfor det er sejt at have ukrudt i sin have. Du kan også følge mig på Instagram - her er jeg @sorte.negle. Eller du kan scrolle helt ned i bunden af siden og skrive dig på mailinglisten, så du får et plim i indbakken, når der er nyt på bloggen.