Formiddag i coronaens tid

Vågner tidligt af solskin. Lørdag morgen. Hønsene, fuglene og jeg har haven for os selv et par timer, før de andre vågner. Det er sjældent, at jeg har weekender som denne. Ungernes fritidsaktiviteter er på stand-by. Fødselsdage er aflyst. Ingen træning. Ingen middagsaftaler. Jeg savner det, men en del af mig nyder også en weekend med tom kalender.

Og jeg priser mig lykkelig over at have en have. I de her tider fungerer den både som refugium, ekstra plads når vi får indespat, og beskæftigelsesterapi. Jeg går derud for lige at ordne noget, og før jeg får set mig om, er der gået timer, hvis der ikke lige er nogen, der mangler mig.

Jeg sætter mig for at rydde op på terrassen. Tømme et par krukker fra sidste år, som står med visne rester af, hvad-der-nu-har-groet. Feje, luge mellem fliserne. Tørre bordet af, som har stået i kælderen. Den første krukke ryger på komposten. Den anden også, men hov den kan jo bruges til de hornvioler, jeg samlede op på planteskolen sidste weekend. Flinkt vokser de i krukker i månedsvis med blomster i de fineste lilla, hvide og gule nuancer.

Jeg planter krukken til, og når jeg nu er i gang, kan jeg også lige sætte den lille jordbærplante, der af sig selv er kravlet ud over bedets kant, op i jordbærkrukken, som jeg har plantet til forleden. Sådan! Jeg har en gyldenlak i samme farve som hornviolerne, så har de nogen at snakke med. Hvide som de hvidklædte, der måske ikke har tid til at være i deres haver lige nu. Den får også en krukke.

Jordbærkrukken trænger vist til lidt vand, så jeg henter vandkanden og giver den et brus. Jeg kigger op og får øje på blåregnen. Den har lavet nogle lange skud, og er der ikke noget med, at den skal beskæres om vinteren? Det må jeg hellere gøre, inden den springer ud. Jeg finder saksen i havebæltet og går i gang. Ned i spanden med starutterne. Jeg træder et skridt tilbage og nyder resultatet.

Blåregnen blomstrer selvfølgelig ikke nu, men de bare grene er der ikke meget grin ved, så her er den med blomsterpragt.

Men hvad var det nu, jeg var i gang med. Jo, det var det med terrassen. Lad mig se, hvordan det går i drivbænkens lune hjørne. Dernede står planter, som snart skal i køkkenhaven. Mon nogle trænger til vand? Flere har faktisk fået en størrelse, hvor de skal plantes ud. De har stået i drivbænken 5-10 dage og har vænnet sig til temperaturerne ude.

Planterne får lige en uge eller to her i mistbænken, før jeg planter dem i køkkenhaven. Nogle af dem er lidt ranglede, når de kommer fra vindueskarmen, men de bliver mere ranke af opholdet i mistbænken, og så planter jeg dem lidt dybt i køkkenhaven, og så går det fint med langt det meste.

Forspirede småplanter af salat, koriander, spinat og dild, som godt nok ser noget splejset ud, bliver plantet ud i et højbed. Hele herligheden får et gennemsigtigt ”plastiklåg” – en rest fra da der blev lagt tag på hønsehuset – så bider de kommende kolde nætter forhåbentlig ikke. Jeg letter på fiberdugen i bedet overfor. Under den plantede jeg forspirede ærter ud for et par uger siden. De har det fint dér ved siden af spinaten, som har overvintret ude. Snart skal jeg spise deres skud i salater.

Ukrudtet er også begyndt at spire. Må hellere luge det djævelskab væk, inden det begynder at fylde og stjæle sol og krudt fra det, der skal blive til noget. Jeg finder min taburet og sætter mig i en vinkel, så jeg får solen i ansigtet. Ah! En allike lander i den anden ende af køkkenhaven. Den begynder at nippe af fiberdugen derovre, som beskytter hvidløg og salat. Nu ved jeg, hvorfor der kommer huller. Fiberdug må egne sig godt til at isolere fuglereder. Jeg skal i øvrigt også have hængt de to fuglekasser op, som jeg har stående.

Det var godt med den fiberdug. Her søndag morgen, hvor jeg lægger det her på bloggen, vågnede jeg til et lille snedrys. Men løfter man på fiberdugen, har planterne det fint nedenunder.

Jeg løfter fiberdugen af, så solen kan sætte fut i fotosyntesen, og sætter en reminder på min telefon, der skal minde mig om at lægge den på igen. Nætterne er stadig kolde. Det kan passende være, når jeg lukker hønsene ind. Kigger op og ser staudebedet på den anden side af kastanjehegnet, der skal holde hønsene væk fra grøntsagerne. I sidste weekend gik jeg i gang med at klippe de visne toppe ned, og jeg mangler at fjerne en god håndfuld kviste, der en gang var en staude. De ligner koste, som de stritter ud til alle sider.

Det ser uordentligt ud, og jeg går ud af køkkenhaven med min saks for at gøre arbejdet færdigt. Toppene klipper jeg i småstykker på komposten, så de kan komme tilbage i haven og gøre nytte næste år. I bunden af staudebedet kan jeg se spæde blade – stauder på vej. Nogle har røde blade, nogle er lilla, andre helt lysegrønne. Pæonerne er nemme at kende. Jeg må hellere lige folde lidt beskyttende grene over. Hønsene går og roder derude, og de kan godt være lidt barske ved sarte pæonspirer.

Storkenæbs spæde blade har de fineste farver.

Hov, her har primula og lungeurt sået sig selv. Jeg henter min håndskovl og graver forsigtigt de nye planter op. Jeg flytter primulaen hen forrest i bedet. De bliver ikke så høje. Lungeurten flytter jeg over i et andet bed, hvor der vokser flere af samme slags.

Nogen kalder. Hvad siger du, frokost? Jamen, jeg har jo lige spist morgenmad. Gud, er klokken et? Måske er jeg også lidt sulten. Jo, maven rumler. Lad os spise på terrassen … den trænger godt nok (stadig) til at blive ryddet op, men altså ...

 ---

Kender du den slags dage? Den ene time tager den anden, hvor du laver alt og ingenting derude. Bare det der lige falder dig ind. Det er flow, det er terapi, og det er måske en af de mærkelige bivirkninger af den her corona, at mange får mere tid til at nyde deres have. Jeg kan i hvert fald se, at bloggen har mere end dobbelt så mange besøgende som den plejer. Velkommen til nye læsere.

Hvis I vil have et plim i indbakken, når der er nyt på bloggen, kan I skrive jer på mailinglisten. Scroll til nederst på siden, så finder I det.

I kan også sende en mail til altidsortenegle@gmail.com, hvis I har havespørgsmål, så skal jeg gøre mit bedste for at svare.

Endelig kan I følge min flaksen rundt i haven på Instagram. Her er jeg @sorte.negle.