Ny køkkenhave 3: Forspring med forspiring

Ny køkkenhave 3: Forspring med forspiring

Da jeg først fik køkkenhave, drønede jeg begejstret rundt med rive og vandkande og lommerne fulde af frøposer. Lavede fine lige riller, vandede dem, dryssede persillefrø i, ærter, gulerødder. Klappede jorden til med siden af takkerne på riven med højtidelig mine. Følte mig som en ordentligt dygtig gartner. Ventede. Og ventede, og ventede, men ofte forgæves.

Hver morgenen var jeg ude og stirre intenst på den bare jord. Ingenting skete. Ingen persille. Ingen gulerødder. Enkelte ærtespirespyd stak pludselig op hist og pist sammen med lidt ukrudt, men det var en skaldet affære. Ikke en pibe tobak værd, og da slet ikke de snorlige frodige rækker, som jeg så for mit indre blik.

Enkelte ting havde jeg dog held med. Radiserne - de kom troligt og nogenlunde på geled, men jeg er faktisk ikke så tosset med radiser. Rucola gik også ret godt, men før jeg fik set mig om, var alle bladene fyldt med småbitte huller. Hvor kom de nu fra? Mine første køkkenhaveforsøg var slet ikke den succes, som jeg havde forestillet mig. Så blev jeg stædig og gik i gang med at studere. 

Og nu skal I få et par køkkenhavetrick, der virkelig har givet piben en anden lyd.

Sådan startede forspiringssæsonen for et par uger siden. Spinat, salat, ærter og rødbeder er noget af det første, jeg sætter i gang.

Sådan startede forspiringssæsonen for et par uger siden. Spinat, salat, ærter og rødbeder er noget af det første, jeg sætter i gang.

Det første trick er at forspire så meget som muligt. Og forspiring, hvad vil det så sige? Jo, det vil sige, at du sår dine frø i lidt mere beskyttede omgivelser og først planter dem ud i køkkenhaven, når de er planter i gang med at gro. Der er nemlig mange lømler derude, der er interesseret i at gnaske på dine lækre frø og småplanter. Mus og fugle for eksempel, og ikke mindst snegle, de slimede slamberter.

Når du forspirer, har du frøene for dig selv. Jeg starter i vindueskarmen. Hvis du har et drivhus, er du heldig. Det er endnu bedre.

Til at begynde med lavede jeg en marathon-sånings-weekend, så snart det blev marts. Familien måtte passe sig selv. “Det må I selv klare”, råbte jeg på vej ud af døren. “Har ikke tid. Jeg må på planteskolen”. Og hjem kom jeg med sække med såjord og frø i stabler. Vindueskarme blev fyldt med såbakker, plastikpotter, toiletrullepap, mælkekartoner, flamingokasser, take-away-emballage. Alle tænkelige beholdere, jeg kunne lave huller i bunden af, blev fyldt med jord og frø.

Og de groede, hurra. Ret så meget faktisk. Og i samme tempo. Efter tre uger havde jeg hundredevis af bittesmå planter og en spirende følelse af panik. Det var for koldt af flytte dem ud, men de havde brug for mere plads. Og hvad skulle jeg egentlig med 50 salathoveder, der var klar til høst på samme tid? 

Sidste år såede jeg artiskokker, og jeg har lige med højlydt begejstring konstateret, at en håndfuld af planterne har overlevet vinteren. Det lyse drys er vermiculite, som er et vulkansk materiale, man kan blande i jorden. Det holder på fugtigheden og holder jorden godt luftig. Det er dog ikke nødvendigt. I år har jeg droppet den slags luksus.

Sidste år såede jeg artiskokker, og jeg har lige med højlydt begejstring konstateret, at en håndfuld af planterne har overlevet vinteren. Det lyse drys er vermiculite, som er et vulkansk materiale, man kan blande i jorden. Det holder på fugtigheden og holder jorden godt luftig. Det er dog ikke nødvendigt. I år har jeg droppet den slags luksus.

Året efter såede jeg også. Men i mindre - overskuelige portioner, og det virker for mig! Hvis du sår lidt ad gangen og løbende, bliver grøntsagerne også klar til høst løbende, hvilket jo er ret indlysende og ret smart. Jeg har indrettet mig, så det er nemt at komme til at så. Jord, potter, små skilte og frø er lige ved hånden samme sted, så det kan klares på ti minutter, og nu sår jeg mere eller mindre fra februar til oktober. 

Fem salathoveder, hvor du løbende høster de yderste blade, kan faktisk give salat i ugevis. Så du kan nøjes med at så en potte med salatfrø eller to hver tredje uge. Én række med rødbeder kan række i lang tid her i familien. Én squashplante er nok. Der er ingen grund til at så fem, især når man ikke kan nænne at smide planter ud og derfor ender med stabelvis af alt for store squash, som er kedelige at spise.

Jeg har gjort det til en vane at så lidt hver weekend - bare en potte eller tre. Indendøre på denne tid af året. Udendørs fra omkring maj måned. På den måde har jeg også planter klar, når der pludselig er jord ledig i køkkenhaven.

Hvis du hele tiden nøjes med at høste de yderste blade fra salathovederne, så vil de gro videre og give dig salat i mange uger. På den måde får de også en lille “stamme” nærmest, og det er sværere for sneglebøllerne af komme til dem.

Hvis du hele tiden nøjes med at høste de yderste blade fra salathovederne, så vil de gro videre og give dig salat i mange uger. På den måde får de også en lille “stamme” nærmest, og det er sværere for sneglebøllerne af komme til dem.

Mange frø kan faktisk sås flere ad gangen i én potte, som du bare planter ud i en klump, når de er et par centimeter høje. Du behøver ikke prikle det hele om - altså plante hver enkelt spire ud i sin egen potte, som mange bøger foreskriver. Det er dog en god idé, hvis du har sået meget tæt. Dæk gerne småplanterne til med fiberdug (som sælges på alle planteskoler), når de kommer i jorden i køkkenhaven. Det varmer og holder fugle væk. Mikrogrønt er nemlig ikke bare et hit blandt hipstere.

Jeg sår 3-4 frø i hver lille potte og planter hele molevitten ud i én samlet klump. Det gælder rødbeder, ærter, koriander, dild, basilikum, porrer, løg og radiser. Så får jeg for eksempel 4 rødbeder (hvis alle frø spirer), som vokser i en gruppe. Når de begynder at nærme sig spisestørrelse, vrider jeg forsigtigt den største fri og pakker lidt jord rundt om de andre. Så vokser de flinkt videre, og jeg får flere rødbeder på mindre plads. Hovedsalat og kål har det dog bedst, når de vokser én ad gangen og får god plads.

Hele den lille potte med rødbedespirer er plantet ud i køkkenhaven. Planterne er sået langt tættere, end frøposen foreskriver, og rødbederne kommer til at gnubbe sig lidt op ad hinanden, men det fungerer fint, når jeg bare altid høster den største ved forsigtigt at vride den fri af jorden.

Hele den lille potte med rødbedespirer er plantet ud i køkkenhaven. Planterne er sået langt tættere, end frøposen foreskriver, og rødbederne kommer til at gnubbe sig lidt op ad hinanden, men det fungerer fint, når jeg bare altid høster den største ved forsigtigt at vride den fri af jorden.

Det andet trick er at vide, hvilke frø der er til at have med at gøre, og hvornår de skal sås. Nogle slags frø er bare meget nemmere at få til at danse efter ens pibe og gror bedst på særlige tidspunkter af året. (Jeg ved ikke, hvad det er med de her piber i dag. Det løb af med mig. Nu stikker jeg piben ind. Undskyld). 

De fleste slags salat er generelt grovillige her om foråret, men kan være svære at få til at spire, når det bliver varmt. Rødbeder, spinat og ærter spirer hurtigt og pålideligt, men spinat går i blomst i juni, hvilket er lig med ikke mere spinat til dig, så det skal sås tidligt om foråret og igen efter sommerferien. Radiser er noget af det nemmeste, hvis du altså gider at spise dem. Gulerødder har pælerødder og skal helst bare sås tyndt, dér hvor de skal vokse. Ingen forspiring dér. Gulerødder har det dog med at drille mig lidt.

Her har vi artiskokkerne. Jeg kan næsten ikke nænne at høste dem og lod også et par stykker blive til kæmpe lilla tidselblomster, som tronede længe i haven.

Her har vi artiskokkerne. Jeg kan næsten ikke nænne at høste dem og lod også et par stykker blive til kæmpe lilla tidselblomster, som tronede længe i haven.

Rucola til gengæld bliver bedst hos mig, når det sås efter sommerferien i starten af august. Så undgår man alle de små huller, som vist nok kommer af jordlopper, der er mest aktive i foråret og forsommeren. Hvis man elsker rucola, går det nok at så før. De hullede blade smager jo fint. Mange andre frø kan også sås så sent som i august og gro hele efteråret.

Og hvis du nu synes, det lyder for besværligt med forspiring, kan du snyde lidt og købe dig til forspirede grøntsager. På de fleste planteskoler kan du købe ærter, salat, kål, krydderurter i små bakker, hvor planterne står helt tæt. For en 20’er får du ærteplanter, der kan holde dig kørende en hel sæson.

Jeg køber altid et par potter med persille - både den ene og den anden slags. Persille er nemlig op til otte uger om at spire. Hvem har dog den slags tålmodighed? Småplanterne skiller jeg ad og planter på rækker i køkkenhaven. Allerede efter et par uger kan jeg begynde at høste persille, og det kan jeg så blive ved med - det meste af vinteren også faktisk, og det i bunkevis. Tomatplanter og chiliplanter køber jeg mig også tit til, for de har det med at få bladlus i min vindueskarm, inden det bliver varmt nok ude til dem. Det er træls.

Her kan I se et par af spinatplanterne fra såbakkerne på billedet længere oppe. Nu flyttet ud i køkkenhaven under dække - i den lidt grove hjemmelavede kompost, som er mit andet bedste trick til din køkkenhave. Det kan du læse om  her.

Her kan I se et par af spinatplanterne fra såbakkerne på billedet længere oppe. Nu flyttet ud i køkkenhaven under dække - i den lidt grove hjemmelavede kompost, som er mit andet bedste trick til din køkkenhave. Det kan du læse om her.

Følg med på Instagram, hvis du vil vide, hvad jeg sår hvornår (det foregår her: @sorte.negle). Her mod slutningen af marts har jeg sået rødbeder, spinat, ærter, salat, dild og koriander. Du kan også kaste dig over hestebønner, løg eller porrer. Og du kan gå i gang med kål og broccoli nu.

Det skal du bruge til forspiring:

  • Ud over frø kræver det kun en smule grej at forspire: 

  • En beholder at så i. Jeg bruger ofte flamingokasser, som vi får leveret måltidskasser i, men du kan også købe små såbakker eller genbruge plastikpotter. Du kan også gå genbrugsamok og bruge mælkekartoner, yoghurtbægre og den slags, men de skal gøres grundigt rene. Det vigtiste er, at der er huller i bunden, så overskydende vand kan løbe ud.

  • Såjord, som er findelt jord uden tilsat gødning. Kan købes i supermarkeder - i hvert fald i forstaderne - og i havecentre selvfølgelig. Krukkejord plejer også at virke helt fint. Lad være med at bruge havejord, så får du måske ubudne gæster med indendøre. 

  • Ispinde, planteskilte - eller andre snedige måder at markere, hvad du har sået hvor.

Sådan forspirer du:

  • Fyld såjord i beholderen til cirka en centimeter under toppen. Tryk jorden godt sammen, så den er fast.

  • Gør jorden fugtig, ikke drivvåd.

  • Hvis frøene er store som fx ærtefrø, så lav en lille fordybning (ca. 1 cm) for eksempel med enden af en blyant og frø i. Dæk frøene med jord. Hvis frøene er små, lægger jeg dem på overfladen og dækker med ganske lidt jord bagefter.

  • Hold jorden fugtig, men den skal ikke stå og soppe i vand. Så risikerer du, at frøene rådner.

  • Husk at skrive, hvad du har sået hvor. Du tror, du kan huske det, men det kan du ikke. Jeg skriver på aflagte ispinde, som mine børn nydeligt gemmer til mig, eller små plastikskilte med en permanent marker. Blyant forsvinder.

  • De er klar til at plante ud, når de første rigtige blade er vokset frem. Det første spæde sæt blade er kimblade. De næste blade er de rigtige.

Husk at skrive dig på mailinglisten, hvis du vil have et ping, når der er nyt på bloggen. Det foregår nederst på siden her. Du kan også skrive en e-mail til altidsortenegle@gmail.com, hvis du har spørgsmål om køkkenhave, forspiring og den slags.

Og så kan du gøre mig den tjeneste at stemme på Sorte Negle i kategorien Årets Haveblog, hvis du synes, den fortjener det. Det foregår på Haveselskabets hjemmeside. Man behøver ikke stemme i alle kategorier.

Ny køkkenhave 4: Dovenskab er roden til alt godt

Ny køkkenhave 4: Dovenskab er roden til alt godt

Ny køkkenhave 2: Hvad har Sorte Negle til fælles med Bette Midler?

Ny køkkenhave 2: Hvad har Sorte Negle til fælles med Bette Midler?