Dumheder fra 2017 og planer for 2018

Dumheder fra 2017 og planer for 2018

Til januar hører tanker om, hvad der er gået godt i 2017, og hvad man kunne tænke sig at gøre i 2018. I haven og sikkert også på andre områder.

Vi mennesker er kroniske tidsoptimister, har jeg læst, og jeg føler mig vældig ramt. I haven har jeg det med at sætte flere ting i gang, end jeg kan passe, og det passer ekstra godt på 2017, som stod i ombygningens tegn. 

Weekender og ferie blev brugt på at male, sjoske rundt i IKEA og den slags. Jeg kiggede længselfuldt ud på haven, som groede som gal. I køkkenhaven spirede frø af morgenfruer og stolte kavalerer, som jeg vist aldrig behøver at så mere. De dukker op af sig selv, og det må de gerne. Jeg såede gulerødder, rødbeder og ærter, men nåede ikke at luge. Jeg fik købt et par tomatplanter, som jeg forsømte på det grusomste. Jeg såede chilier, som fik bladlus og blev nogle små skravlede planter, der ikke rigtig gav noget. Og ikke mindst nåede jeg ikke at holde dræbersneglene i skak. Jeg vendte ryggen til et øjeblik, og så de guffede lystigt i sig, mine georginer fx blev aldrig til andet end nogle små, sølle javertusser. 

En af de smukkeste grøntsager, du kan dyrke. De skal sås tidligt - gerne i februar indendøre, for de har brug for en lang vækstsæson. 

En af de smukkeste grøntsager, du kan dyrke. De skal sås tidligt - gerne i februar indendøre, for de har brug for en lang vækstsæson. 

Der var også et par ting, der gik godt i haven. En håndfuld artiskokker voksede sig store og flotte - et par af dem fik lov at blive til lilla tidselblomster og står nu som fine skeletter i haven. Grønkål og palmekål spiser vi stadig af, og det gør mig glad, hver gang jeg henter de knitrende, voksede blade ind i varmen. I foråret stod de 200 tulipanløg, som gav mig ondt i ryggen efteråret før, ranke og farvestrålende og hilste mig velkommen hjem fra arbejde. Nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke nåede at lægge nogen som helst blomsterløg i 2017.

I 2017 fik jeg aldrig rigtig greb om haven, men det skal være anderledes i år. Her er nogle af de planer, jeg pønser på at tage fat på i 2018:

  • Jeg skal lave en haveblog - hey det har jeg allerede gjort. Tommel-op til mig.
     
  • Jeg skal have høns - har fået en hønsegård i fødselsdagsgave. Det glæder jeg mig helt fjollet til.
     
  • Jeg vil nørde med køkkenhave i år. Jeg har planer om at udvide - det kommer vi tilbage til.
     
  • Jeg vil lægge en masse narcisser - eller påske- og pinseliljer om du vil - i græsplanen, som jeg kan glæde mig til næste vinter.
     
  • Jeg vil omlægge et bed i forhaven - det første jeg anlagde, da vi flyttede ind. Der gror lyserøde roser, blå storkenæb og en syrisk rose. De lyserøde roser er bøvlede at holde pæne, og jeg vil ikke sprøjte, storkenæbene blomstrer kun et par uger i juni, og den syriske rose springer meget sent ud og står og ser lidt pisten ud en god del af året. Om igen!

 

Armchair gardening - og andre haveord vi mangler på dansk

Armchair gardening - og andre haveord vi mangler på dansk